Grundlovstale 2007 ved tidligere MF´er og SF formand Gert Petersen

Gert Petersen

 

Grundlovstale 2007

 

 

Vi fejrer årsdagen for tilblivelsen af vor første grundlov, som banede vej for en proces, der i bund og grund forvandlede Danmark – med et slutresultat, der er uendeligt mere menneskevenligt end det diktatur, der blev rangeret ud i 1849. Men vi fik ikke friheden foræret! Det skete med dramatiske op- og nedture undervejs. Vor første grundlov var langt den mest demokratiske i den tids Europa.

Den næste, fra 1866, var derimod den mest reaktionære, med noget der lignede et godsejerdiktatur. Men efter hårde politiske kampe fik vi i 1915 en grundlov, som genskabte demokratiet og gav kvinderne valgret. Og med den nuværende grundlov, vedtaget i 1953, blev de sidste sociale og aldersdiskriminerende indskrænkninger i valgretten afskaffet, og vigtige sociale rettigheder kom med ved siden af frihedsrettighederne.

Den nuværende grundlov er 54 år gammel, og adskilligt trænger til at blive opdateret – især som følge af EU-medlemskabet - , men alle initiativer i den retning er hidtil blevet afvist. Det kan man beklage, men der har ikke – som forud for ændringerne i 1915 og 1953 – været noget folkeligt pres for ændringer.

 

Verden i dag er ellers en helt anden end for 54 år siden. Dengang var jerntæppet – med magtblokke og kold krig og et delt Europa, garneret med en frygtindgydende atomkrigstrussel – den barske realitet, vi stod midt i en dramatisk afvikling af Vestens koloniherredømme, verdenskrigen havde efterladt mange europæiske og asiatiske nationer i ruin og elendighed, fattigdom hørte til dagens orden, og hver enkelt stat murede sig inde bag høje toldmure. Kun USA havde haft økonomisk overskud på verdenskrigen og var nu verdens eneste rige onkel.

Den nyligt overståede krig havde styrket den nationale bevidsthed. De barske betingelser under besættelsen øgede følelsen af at høre sammen, og bevidstheden om at være parthaver i et fællesskab, en nation. Behovet for at sikre nationen blev en stærk faktor i efterkrigstiden.

Det var den samme følelse af at høre sammen, der havde ligget bag demokratiets gennembrud i 1849. En af den første grundlovs fædre sagde, at skattebevillingsretten var hjørnestenen i enhver fri forfatning. Men det lå ikke lige for, at folk i Hjørring skulle være med til at bestemme, hvad I på Bogø skulle betale i skat. Og at I må blande jer i, hvad jeg i Albertslund skal betale? Det forudsatte at vi følte, at vi hørte til samme fællesskab, en nation. Bevidstheden herom var blevet til over tid, og det var den, der legitimerede retten til at beskatte hinanden. Udviklingen af nationen var en forudsætning for udviklingen af demokratiet.

Denne nationalbevidsthed stikker meget dybt, og det kan bl.a. aflæses på den folkelige modvilje, som de mere vidtløftige forslag til EU-ordninger er løbet ind i. Al snak om at den såkaldte globalisering har fjernet grundlaget for nationalstaterne, er uden forbindelse med virkeligheden, og det gør man klogt i at huske.

 

Dermed har jeg slet ikke sagt nej til EU. For vel er nationalfølelsen ikke til at komme uden om, men vi skal passe på, at den ikke udarter til selvhævdende nationalisme, for så kan det gå rivende galt. Det så vi på Balkan i 90´erne – efter 46 år med fred kom det til blodige krige, netop på grund af nationalismen, de sydslaviske folks had og mistro til hinanden og deres klippefaste tro på egen overlegenhed. Den Europæiske Union er et bolværk mod en sådan nationalisme.

Så samtidig med at afvise alle forsøg på at ensrette EU til en slags Forenede Stater, må vi fremme et stadigt tættere europæisk samarbejde i EU og mellem EU´s medlemsstater. Også fordi mange opgaver – kamp mod forurening, sikring af miljøet, reduktion af CO2-udledning, sikring af velfærden, kamp mod social dumping osv. – kun kan løses gennem et forpligtende grænseoverskridende og overnationalt samarbejde. EU er en politisk slagmark, hvor vi slås på demokratisk vis om, hvordan disse problemer skal tackles.

Også internationalt er der brug for europæisk fællesoptræden, den kolde krig er hørt op, de centraleuropæiske folk fik deres frihed. Det var godt, men verden er stadig et usikkert sted, ufred, krig, terrorisme, fattigdom og forurening er stadig realiteter. Måske truer en ny kaprustning. En enkelt supermagt, USA, fremstod som absolut dominerende i hele verden, til tider ledet af skydeglade cowboys. De europæiske stater er ikke de rene engle, men de er fælles om så frygtindgydende erfaringer om krigenes umenneskelighed, at de er langt bedre skikket til at gribe ind i konflikter under klar overholdelse af folkeretten, med fuld respekt for FN og prioritering af politiske midler. EU lod sig ikke forføre af Washingtons løgnehistorier, men sagde nej til at godkende den ulykkelige og ulovlige Irak-krig, som Danmark så sørgeligt har rodet sig ud i.

 

Et andet nyt træk er globaliseringen. I årende siden 1953 er verden blevet enormt meget rigere – men rigdommen er stadig ulige fordelt – og meget, meget mindre. Kommunikation over hele kloden foregår med lynets hastighed, det samme gælder formidling af milliardsummer, kapitalen kender ingen grænser, og det gør miljø og forurening heller ikke. Desuden oplever vi folkevandringer som aldrig før i historien.

Det har sine skyggesider. Men selv fænomenet, globaliseringen, er over os med en naturkrafts styrke. Vi kan ikke hindre den. Men vi kan påvirke den og tage initiativer så den bliver til at leve med. Men hvilke?

Jeg tror ikke, at vi klarer det uden at det demokratiske samfund får kontrol med kapitalen og kapitalbevægelserne, uden at demokratiet også kommer til at omfatte økonomien. Det kaldes socialisme, og den sag er slet ikke taget af dagsordenen, som nogle vil have os til at tro. Før anden verdenskrig ville de også have folk til at tro, at den velfærdsstat, vi kender i dag, var en socialistisk inspireret, samfundsskadelig idé. Og nu er den en realitet i det meste af Vesteuropa. Den er under pres og under angreb, javel, men kun få tør undsige den offentligt. Selv ledende Venstrepolitikere herhjemme kan finde på at fremhæve dens fortjenester i sammenligning med den uhænmmede kapitalisme i USA. Ærligt talt, så tvivler jeg meget på, at de mener de, - skattestoppet og nedskæringerne i den offentlige service vidner om det modsatte -, men det er da påfaldende, at de ikke tør sige andet!

 

Som jeg nu fik antydet, er der mangt og meget vi er dybt uenige om. Jeg kunne have brugt megen tid her på at angribe regeringen for dens følgagtighed overfor USA, militariseringen af vor udenrigspolitik – i flere år har vi nu været med i hele to krige! – skattepolitikken, privatiseringerne, arbejdsmarkeds- og udlændingepolitikken. Men grundlovens funktion er at lægge den demokratiske ramme for, hvordan vi håndterer den politiske strid, og derfor har jeg på denne grundlovsdag især opholdt mig ved demokratiets vilkår hos os, nu i en globaliseret verden. Alle vesteuropæiske lande er blevet multinationale, multikulturelle og multireligiøse. Vi skal leve sammen i denne mangfoldighed. Det er det givne, som ikke er til at komme uden om. Men hvis vi vil, er det også et gode, for mangfoldighed er en kilde til rigdom.

Men mange oplever det åbenbart som noget fremmedartet og truende. Af to grunde: Det er så nyt – fra 1864 til op i 1960´erne var Danmarks befolkning usædvanligt ensartet - , men også fordi kræfter på højrefløjen, især politikere fra DF, tilsviner hele befolkningsgrupper og religioner på en utrolig beskidt måde, som af og til kan minde om hetzen mod jøderne i 1930´erne. Oven i købet har folketingsflertallet ladet sig presse til en umenneskelig flygtningepolitik, som bringer Danmark på kant med FNs flygtningekonventioner.

Jeg kan godt love jer, at jeg ikke stemmer på det nye parti, Ny Alliance, for en stemme på NA er en stemme på Anders Fogh som statsminister, og den giver jeg ham ikke. Men jeg noterer det som noget positivt, at en fremtrædende konservativ gik med i det nye parti, fordi, som hun sagde, ”Nok er nok!” – nu må det være slut med at lade sig koste rundt i manegen af DFs maniske hetz mod ”de fremmede”. Det tyder på et opbrud i borgerlige kredse på et afgørende område, som man må hilse velkommen – af enkle menneskelige og helt jordnære grunde.

For det multikulturelle samfund, der er kommet for at blive, trives ikke med had og mistro, men forudsætter stor tolerance og gensidig respekt og anstændighed i omgangsformerne. Ytringsfrihed er ikke frihed til at mobbe hinanden. Allerede i 1939 fik Danmark en racismeparagraf, der gjorde det strafbart gennem falske rygter eller beskyldninger at ophidse til had mod befolkningsgrupper på grund af deres afstamning. Det var for at bremse den dødelige nazistiske hetz mod den jødiske befolkningsgruppe. Ingen demokrat kan i dag bestride at det var rigtigt med den lov.

Ytringsfriheden er et umisteligt gode, der skal sikre os retten til at sige vor mening om alt, men ikke til at hidse til had mod andre folk og religioner. Enhver har ret til at argumentere for, at religioner, herunder islam og kristendom, er utroværdigt menneskeværk, eller at bestemte religioner er det, men ingen har ret til at ophidse til had mod, og forfølgelse af, muslimer eller kristne eller andre trossamfund og folkegrupper.

Det vil ende helt galt, hvis vi håndterer det multikulturelle samfund med intolerance og ensretning, som den yderste højrefløj i DF lægger op til. Selvfølgelig skal alle i Danmark rette sig efter de danske love, og ønsket om åbenhed og forståelse skal adresseres både til de gamle og de nye danskere. Vi skal være på vagt overfor al fanatisk ekstremisme, den være sig politisk eller religiøs, muslimsk eller kristen. Men lidt omtanke vil også være godt. Så vil man indse, at det er fuldkommen absurd at gøre en hovedbeklædning eller et håndtryk til helt centrale emner for debatten. Statsministeren sagde forleden, at ”religiøse symboler” var kommet til at fylde for meget i det offentlige rum. Det er forkert; det er den næsten sygelige optagethed af religiøse symboler, der har fået for stor plads. Om folk dækker håret med et tørklæde eller en kalot eller slet ikke, eller om de smykker sig med et kors eller en davidsstjerne, det må være helt deres egen private sag.

Ellers bliver det som i diktaturstaten Iran, bare med omvendt fortegn. I Iran forlanges at alle kvinder skal gå med hovedtørklæde, nogle herhjemme forlanger, at ingen kvinder må gøre det. I begge tilfælde er der tale om ensretning og diktat ovenfra. Herhjemme ville det være det grovest tænkelige attentat på friheden og de principper, der er knæsat i den grundlov, vi fejre i dag.

Og den skal vi tværtimod værne om og udbygge, så de grundlæggende demokratiske værdier sikres endnu bedre i denne globaliseringens tidsalder.

God Grundlovsdag!

 

 

 

 

 

 

                                                                    

Gert Petersen