Skansegaarden den 5. juni 2009

Grundlovstale

 

Grundloven var ved sin fodsel i 1849 et velskabt barn, men fremtradte - og

fremtrader fortsat - som skabt med sin tids arveanlag. I barndommen blev den

udsat for en nasten odelaggende lemlastelse for derefter i ungdommen at vokse

sig rask og mere helstobt. I en mere moden alder er den blevet praget af et langt

livs omskiftelser pa godt og ondt for nu i en begyndende alderdom at opleve, at den

ikke rigtig betyder noget for det samfund, den har dannet rammen for, og som i

stigende grad ser hen til internationale unge, pratentiose og i ord meget

overvagtige forfatninger og konventioner.

Jeg skal ikke fortabe mig i grundlovens spandende historie. Et enkelt tilbageblik vil

jeg dog tillade mig. I overgangen fra Enevalde til demokrati har kampen, og der har

varet tale om en kamp, forst og fremmest drejet sig om at fa kontrol med

lovgivningsmagten og forst senere regeringsmagten. Det er derfor, jeg havder, at

junigrundloven af 1849 i sin ungdom blev udsat for en nasten odelaggende

lemlastelse.

Det var i 1866 efter den 2. slesvigske krig, hvor kongen og hojreflojen, med den

reviderede grundlov fik fuld kontrol med Landstinget. I grundloven fra 1915 blev

grebet losnet vasentligt, men Landstinget havde fortsat en bremsende effekt pa

den politiske udvikling i Danmark. Derfor var det et fast punkt pa den politiske

dagsorden - forst hos bonderne og senere arbejderne - at fa aflivet Landstinget.

Dette lykkedes i 1953. Men det hedder fortsat i Grundlovens § 3: ”Den lovgivende

magt er hos kongen og Folketinget i forening”. Hvad har regeringen egentlig at gore

med lovgivningsmagten? Men det er en vigtig kendsgerning, at regeringsmagten i

praksis har en afgorende indflydelse pa folketingsarbejdet. Og det bliver der ikke

lavet om pa.

Jeg vender senere tilbage til denne sag for nu at vende blikket mod Juleaften, hvor vi

synger Peter Fabers fornojelige sang ”Sikken voldsom trangsel og alarm”. Medens vi

i en lang kade halser rundt i hus eller lejlighed synger vi bl.a. uden maske at tanke

narmere over det:

”Drej kun universet helt omkring,

vend kun op og ned pa alle ting,

jorden med, - thi den er falsk og hul, -

ror blot ikke ved min gamle jul!”

Man kan erstatte ordet jul med Grundlov, uden at disse linjer mister deres enkle

sandhed.

Jeg er overbevist om, at det store flertal af danskere onsker en Dronning i guldkaret,

Dronningerunder og en Dronning, der har forsade i Statsradet. Disse elementer

matte nodvendigvis forsvinde i en ny grundlov fra det 21. arhundredes forste

halvdel, men det er unodvendigt. De er helt uden politisk betydning, men vigtige

symbolske former, der rummer vores historie og nationale identitet. Hertil kommer

den okonomiske vardi af den branding, Danmark opnar ved sin royale kulisse.

Min forste tese er derfor, at vi skal beholde vores grundlov, som den er. Grundloven

er i sin knappe og fyndige form et nationalt klenodie pa samme made som

Jellingestenene og Jyske Lov. Men der er behov for at gore noget i en verden i

forandring. Dette vil vare mit hovedemne i det folgende.

Den amerikanske forfatning udgor pa samme made som vores grundlov nationens

retlige fundament. Her har man kunnet tilpasse forfatningen til

samfundsudviklingen ved at tilfoje de sakaldte amendments eller forfatningstillag.

Dette kunne man ogsa gore hos os.

Mit forslag kan forklares ved det allerede kendte eksempel med hensyn til

tronfolgeloven. Denne lov har sin fysiske eksistens uden for grundlovens tekst, men

gennem henvisningen i Grundlovens § 2 har loven faet grundlovsrang. Dette

betyder, at den kun kan andres gennem grundlovsproceduren. Det er derfor, at vi

pa sondag skal stemme om den andring af tronfolgeloven, der er blevet vedtaget af

Folketinget.

Pa samme made kan man uden vanskelighed forestille sig andre henvisninger til

love, forfatningstillag, der pa denne made placeres pa grundlovsniveau uden for

lovgivers rakkevidde.

Efter 1953 er det blevet gjort nemmere at andre grundloven. Det flertal, der under

afstemningen stemmer for grundlovsandringen skal nu kun udgore 40 % af de

stemmeberettigede valgere mod tidligere 45 %. Reduktionen pa 5 % vil efter min

opfattelse betyde, at kommende grundlovsandringer vedtages, hvis man vel at

marke anbringer afstemningerne med strategisk omtanke. Afstemningen pa sondag

om andring af tronfolgeloven er en ren svipser. Strategien tjente den forkerte sag.

Mit forslag bor derfor ikke bremses under henvisning til, at det ikke kan lade sig

gore.

Grundloven handler om magt. Hvem fik magten fra den enevaldige konge? Hvem

har magt til at bestemme over os og forme det samfund, vi lever i? Hvordan fordeles

magten mellem de overste statsorganer, dvs lovgiver, regering og domstole? Hvilken

betydning har vi som borgere i den demokratiske proces?

Mere narvarende er den konkrete magt, vi i det daglige moder ude i kommunerne,

hos statens embedsmand og politiet. Her udfolder magten sig pa en made, som fra

tid til anden kan fore til frustrationer, vrede og en folelse af afmagt. Ja, engang

imellem far man et indtryk af, at vi ikke helt har sluppet taget fra Enevaldens tid.

Magten korrumperer, siger man. Denne magt har rodder i Grundloven og far naring

af den menneskelige natur. Dette vigtige emne bliver der ikke plads til i dag.

I Grundloven regulerer man imidlertid ogsa forholdet mellem borger og statsmagt. I

overensstemmelse med liberalismens ideologi afgranser grundlovsgiver i afsnittet

om frihedsrettigheder de livsomrader, som er reserveret borgerne, og som

statsmagten kun kan blande sig i efter narmere betingelser, som er angivet i de

enkelte grundlovsbestemmelser.

Pa dette omrade er der efter min mening behov for et grundlovstillag.

I dag er det desvarre blevet sadan, at ordet menneskerettighed ikke er i hoj kurs.

Begrebet er henvist til skammekrogen, idet det er lykkedes - ogsa ved mange

velmenende og ikke nodvendigvis naive menneskers hjalp - at fa skabt det indtryk,

at al den snak om menneskerettigheder tjener de kriminelles interesser. Omvendt er

ordet frihed i hoj kurs. Tank bare pa debatten om ytringsfriheden.

Man kunne efter min opfattelse overveje at supplere grundloven med et tillag, der

mere omfattende kunne belyse de demokratiske, retlige og etiske idealer, som

grundloven bygger pa, og som er blevet videreudviklet i vores demokrati siden 1849.

Et sadant tillag vil ikke alene styrke vores beskyttelse mod lovgivnings- og

regeringsmagten, men kunne fa betydning som referenceramme for den fremtidige

udvikling i lyset af menneskehedens udfordringer som folge af den stigende

globalisering, den fysiske forandring af vores planet samt ikke mindst den ufattelige

tekniske udvikling. Mange af disse idealer og vardier har med dansk stotte fundet

udtryk i internationale aftaler, som vi er en del af, men det ma vare at foretrakke,

at de kom til udtryk pa et vardigt, fyndigt og smukt dansk i et sadant

grundlovstillag. En livstrat grundlov kunne pa denne made fa tilfort nyt liv og

mening.

Det er ikke rimeligt, at vi skal henvises til internationale uoverskuelige aftaler eller

komplicerede domme fra internationale domstole - oversat til et teknisk korrekt,

men blodfattigt og kompliceret dansk - for at danne os overblik over det retlige og

moralske fundament for vores samfund. Vi bor kunne tilegne os viden herom

gennem vores egen grundlov. Jeg tror ogsa, at et sadant tillag kunne fa stor

betydning for de mange nydanskere, som herigennem kan fa et indblik i det

vardimassige fundament, som deres nye fadreland bygger pa.

Vi har i Brian Mikkelsens tid som kulturminister faet en kanon over forskellige

kulturelle varker og vardier. Maske kunne justitsministeren, som nu hedder Brian

Mikkelsen, overveje, om man kunne udarbejde en form for kanon over retlige og

politiske vardier, som vi som danskere kan identificere os med. En sadan kanon

kunne udtrykkes i et grundlovstillag.

Det vil blive en hundesvar ovelse, idet man skal balancere mellem pa den ene side

det banale eller indholdslose og pa den anden side det selvfolgelige samtidig med,

at der skal vare tale om et tillag med et hojt kvalitativt indhold og pa et ypperligt

dansk. Jeg nagter imidlertid at tro, at det ikke kan lade sig gore. Der skal bindes en

harmonisk buket af retlige vardier og idealer, og der skal i buketten indga savel

(konkrete) lofteparagraffer og egentlige retlige normer til uddybning og supplement

af de galdende frihedsrettigheder.

Lad mig understrege med storst mulig styrke, at Grundloven skal forblive urort. Der

skal blot gores plads til en enkelt lille satning, som henviser til tillagget, der herved

far grundlovskraft.

Man kunne saledes regulere en rakke individuelle rettigheder .

Vi har en FN-konvention om borns rettigheder . Disse rettigheder bor medtages i det

grundlovstillag, som jeg ser for mit indre blik. Sporgsmalet om oprettelse af et

embede som borneombudsmand har varet fremme i den offentlige debat, og jeg

tror, at sikringen af borns rettigheder vil have stigende betydning og aktualitet som

folge af en samfundsudvikling, der far og fortsat vil fa indgribende betydning for

vores skoler og familiernes vilkar.

Ejendomsretten er beskyttet i Grundloven, men det bor overvejes, om beskyttelsen

kan udbygges. Almenvellet kraver ofre af os alle, men der kan navnes eksempler

fra retspraksis, hvor den tildelte erstatning slet ikke har varet tilstrakkelig. Ikke sa

fa har darlige erfaringer. Den aktuelle diskussion om anlag af golfbaner far ogsa en

til at sporge, om almenvellet ikke kender til granser.

Privatlivets fred er kun delvis beskyttet i Grundloven, og beskyttelsen er langtfra

tilstrakkelig. Den nye teknologi giver allerede skrammende muligheder, og vi er

kun lige begyndt at ane en udvikling, som bor bekymre alle. Det er vigtigt, at

domstolskontrollen med politi og efterretningstjenester gores sa effektiv som mulig,

og en styrkelse af den politiske kontrol er ogsa onskelig.

Det bor gennemtankes, om det er muligt at finde en formel, som giver politi og

efterretningstjenester mulighed for en malrettet og intensiv overvagning tilpasset

den teknologiske udvikling, men samtidig sikre os mod en generel overvagning. Det

farlige er efter min mening en udvikling, hvor man indhyller samfundet i et

omfattende finmasket overvagningsnet for at fange de trods alt relative fa fisk, som

skal fanges.

Og hermed har jeg taget hul pa retsstatsprincipper , som bor finde udtryk i et

grundlovstillag.

Tortur horer ikke hjemme i en retsstat, og i et grundlovstillag bor man udtrykkeligt

forbyde brug af tortur og torturhaleri. Der synes at vare et farligt skred i

opfattelsen af, hvad der er tortur. Man ser tegn pa en udvikling, hvorefter malet

efter omstandighederne helliger midlet. Og nogle af vores samarbejdspartnere

holder sig ikke tilbage pa dette punkt. Jeg tanker herved bl.a. pa praksis i USA under

George Bush.

En underafdeling til dette emne vedrorer sporgsmalet, om der kan fastsattes nogle

begransninger i anvendelsen af isolationsfangsel, som man internationalt kritiserer

Danmark for.

Det samme galder sporgsmalet om loves tilbagevirkende kraft. Det er forbudt i

visse landes forfatninger, og dette bor vi ogsa gore i Danmark.

Ogsa et forbud mod dodsstraf bor optages i et grundlovstillag.

Det kan heller ikke vare rigtigt, at man i en retsstat som den danske ma konstatere,

at der finder slaveri og menneskehandel sted. Ogsa dette bor der tages afstand fra i

et grundlovstillag.

Endelig, men dette er et gransetilfalde, kan man rejse det sporgsmal, om man ikke

i en retsstat bor satte granser for, hvad bioteknologien kan bruges til.

Den videnskabelige and har vel altid varet ude af lampen, men der bor vare

enighed om, at den stadigvak er vores tjener. Dog kunne man efter min opfattelse

overveje pa grundlovsniveau at sla nogle juridiske streger i sandet for at forhindre

de varste excesser. Det er ikke nok med Etisk Rad, uden at dette skal forstas kritisk.

Vi bor beskytte os mod os selv gennem en retlig regulering pa grundlovsniveau, men

naturligvis begranset til forbud, som har en entydig bred opbakning i befolkningen.

Bor det ikke forbydes at foretage kloning af mennesker, og bor man fx ikke i et

narmere bestemt omfang forbyde, at DNA fra dyr overfores til mennesker, selvom

vi kunne blive vidne til spektakulare verdensrekorder? Og hvor mange sygdomme

og egenskaber skal foraldre gennem screeninger kunne fravalge?

Jeg tanker maske lidt langt frem her, men den videnskabelige udvikling har

syvmilestovler pa. Vi kan ikke, vil man sige, bremse fremtidige videnskabelige

landvinder. Dette er en korrekt betragtning, men sa ma kommende generationer,

hvis moralske vardier vi af gode grunde ikke i dag kan have nogen mening om, lave

grundlovstillagget om. Jeg har ikke noget imod at patage mig den enfoldiges rolle i

dette sporgsmal.

Ogsa de politiske frihedsrettigheder ma reguleres narmere i et grundlovstillag.

Foreningsfriheden beskyttes i grundloven. Det bor overvejes, om man ikke kan

lempe kriterierne for oplosning af foreninger. Jeg tanker ikke pa politiske partier,

som er demokratiets forudsatning. Over for sadanne foreninger bor den

nugaldende beskyttelse fastholdes. Omvendt mener jeg, at foreninger som

Hitzbutaria og Hells Angels burde kunne forbydes pa lempeligere betingelser.

Ytringsfriheden er et kapitel for sig. En pracisering af grundlovens regler pa dette

punkt er onskelig. Jeg er enig i den statsretlige opfattelse, hvorefter den galdende

grundlovsbestemmelse alene sikrer os imod censur. Sporgsmalet er imidlertid

omdebatteret, og derfor burde al fortolkningstvivl fjernes. I ovrigt kunne jeg

forestille mig et grundlovsfastet varn for offentlig ansattes ytringsfrihed.

Lofteparagraffer pa det sociale omrade bliver forst rigtig effektive, hvis de ansatte

uden risiko kan udfordre systemet ved at beskrive den sande virkelighed.

Det er nappe i et storre omfang muligt og heller ikke realistisk at udarbejde et

katalog over konkrete sociale rettigheder , som vil kunne handhaves ved

domstolene. Udviklingen af patientrettgheder inden for EU kunne maske fore til

formuleringen af visse minimumsrettigheder i et grundlovskatalog.

Udgangspunktet ma vare, at sociale rettigheder i et grundlovstillag henvises til

lofteparagraffer. Dette er under alle omstandigheder at foretrakke frem for

vardilose politiske programerklaringer. Men der er behov for at formulere

samfundets moralske forpligtelser over for de gamle, de syge og de handicappede.

Og jo mere konkret dette kan gores jo bedre. Det, vi er vidne til i dagens Danmark,

nar vi fx besoger vore foraldregeneration pa hospital eller plejehjem, er ikke

oploftende. De personer, der i fremtiden matte vare ansvarlige for, at de gamle far

liggedage, eller at de hives ud af sengen om natten for at blive vasket, bor vide, at

den form for adfard er flagrant i strid med det vardigrundlag, som samfundet hviler

pa, og som er kommet til udtryk i Grundlovstillagget. Det kan ikke vare rigtigt, at

man i dagens Danmark skal bega selvmord for at blive hort.

Man er vistnok efter de flestes mening lidt langt ude, nar man begynder at tale om

naturens rettigheder, men jeg vover pelsen med hensyn til sporgsmalet om

beskyttelse af dyrs rettigheder. Det bor overvejes, om man kan skabe en bedre

beskyttelse af vores medskabninger. Man vil havde, at dyr ikke kan have

rettigheder. Dette beror nu pa, hvordan man definere ordet rettighed. Det er

korrekt, at dyr ikke selv kan varetage deres interesser, men det kan en debil

medborger heller ikke. For slet ikke at tale om et foster, som retsordenen dog ogsa

[8]

yder en vis beskyttelse. Den transport af dyr til slagtning, der i dag finder sted i EU,

er forkastelig. Tarer er ikke nok.

Vi har ganske vist en dyrevarnslov, men efter min mening bor det overvejes, om

man i et grundlovstillag pa et hojere retligt niveau kan sikre, at dyr bliver behandlet

etisk forsvarligt.

Og sluttelig dette.

I stigende omfang bliver det i vores nye elektroniske univers muligt for andre -

medierne, erhvervslivet og ikke mindst kriminelle - at invadere vores private sfare.

Big Brother har faet mange slagtninge. Om der i et eventuelt grundlovstillag skal

tages hojde for dette, er jeg i tvivl om. Indtil videre ma jeg ga ud fra, at lovgiver

gennem straffeloven og anden lovgivning kan beskytte os. Sporgsmalet bor dog

overvejes narmere.

Derimod mener jeg, at man i et grundlovstillag bor fremhave, at ogsa den enkelte

borger har et samfundsmassigt ansvar. Sporgsmalet kan naturligvis ikke reguleres

gennem retsregler, men det vil vare nyttigt, safremt vi i vores forfatning kan lase,

at vi hver isar har et personligt ansvar over for samfundet og hinanden. Det er ikke

langere nok at henvise til, at vi betaler vores skat, og at det er statens opgave at

lose alle problemer. Ressourcerne slar ikke til langere til, og mange omrader kunne

et storre engagement fra den enkeltes side have betydning. Jeg navner bl.a.

omrader som miljo og omsorg.

Firmaers og selskabers ansvar for, at de pa den globale scene overholder

menneskerettighederne, er under juridisk udbygning inden for rammerne af FN.

Mange store danske selskaber med et globalt engagement har involveret sig i dette

juridiske felt. Det er fx uacceptabelt, at born udnyttes og ligefrem misbruges i

udviklingslandene for at vi kan fa billige varer eller tjenesteydelser. Mange andre

eksempler kan navnes. Maske man derfor i et grundlovstillag kan formulere nogle

principper for danske selskabers ansvar for de globale problemer pa dette omrade.

Et andet aktuelt omrade, hvor det kunne vare nyttigt med et grundlovstillag

vedrorer bestemmelsen i grundlovens § 20, som regulerer sporgsmalet om afgivelse

af befojelser efter Grundloven til internationale organisationer. Bestemmelsen blev

indfort i 1953 og var en nodvendighed pa grund af karakteren af det mere og mere

intensive samarbejde i Europa, som i dag er manifesteret i EU. Hovedparten af dansk

lovgivning kommer i dag direkte eller indirekte fra EU’s overnationale organer.

I 1953 var der vel narmest tale om en kattelem, men i dag kan man roligt sige, at §

20 er blevet en ladeport, hvorigennem der strommer suveranitet fra Grundloven til

EU. ’s overnationale organer. Der bruges mange ressourcer pa at overbevise os om,

at der, efterhanden som udviklingen skrider frem, ikke er tale om

suveranitetsafgivelser, der kraver bindende folkeafstemninger. Fortolkningen af

ordene ” i narmere bestemt omfang ” i § 20 holder ikke langere trit med den sunde

fornuft, som ellers burde vare vores vigtigste retskilde.

Politikere bryder sig slet og ret ikke om folkeafstemninger.

I 1953 var der, som tidligere navnt, gode politiske grunde for at afskaffe

Landstinget, selvom man herved mistede den indlysende fordel ved et to-kammer

system, som man har i mange lande. 2 ”ojne” ser bedre end et, men det er politisk

et besvarligt system. Det er vi vidne til i lande, hvor man har bevaret 2-kammer

systemet. Alt dette indsa grundlovsgiverne i 1953, hvorfor vi fik indsat

bestemmelsen om defensive folkeafstemninger i Grundloven. Gennem dette institut

beskyttes mindretallet, idet en tredjedel af Folketingets medlemmer har adgang til

at appellere til os valgere. Det ma konstateres, at denne mulighed kun har varet

udnyttet en gang i 56 ar. Det var i forbindelse med de beromte jordlove.

Anvendelse af folkeafstemningsinstituttet er - siger man - i strid med det

reprasentative demokrati, men efter min mening er der en del hykleri i denne

politiske indstilling. Man forsikrer os altid om, at man har stor tillid til valgernes

dom, og knafaldet for valgerne er til at fa oje pa, nar man gerne vil valges ind i

Folketinget eller EU-parlamentet. Men her horer tilliden ogsa op.

Den reelle magt i Danmark er koncentreret hos regeringen og de forskellige

ordforere i folketingsgrupperne, og det er min erfaring, at stort set ingen er

interesseret i foranstaltninger, der kan gribe forstyrrende ind i dette magtens

omdrejningspunkt. De fleste partier har jo haft regeringsmagten, og har dermed

oplevet magtens sodme, og ingen har interesse i at rokke baden, nar man er i

opposition. En dag, nar man igen sidder pa taburetterne, kunne man selv risikere at

blive udsat for generende benspand og snubletrade. Og jeg mener, at dette er en

del af forklaringen pa, hvorfor de defensive folkeafstemninger ikke er i hoj kurs hos

politikerne.

I vores forfatningshistorie er den almindelige valgret blevet udviklet og styrket, men

der er granser for, hvad valgerne skal kunne have indflydelse pa i den ”daglige”

drift af butikken Danmark. ”Valgerne er uberegnelige” lyder parolen. Mon ikke ogsa

valgerkorpset pa samme made som det gamle Landsting har en mere konservativ

indstilling til hurtige forandringer af og i vores samfund? Jeg behover ikke at navne

eksempler.

Det er min personlige opfattelse, at det ikke er problemfrit, at vores politikere ikke

har mod pa at konsultere folket, nar man kommer til betydningsfulde politiske

korsveje. Nogle politikere har evnen til at lytte til hvalernes sang i folkehavet og

omsatte sangen til den politiske virkelighed. Derfor far vi fra tid til anden disse

jordskredssejre, som desvarre kan fore til populistisk politik. Meget kunne efter min

mening vindes, safremt man i videre omfang spurgte befolkningen til rads. Min

naivitet har dog granser. Ved folkeafstemninger har folkeforforerne kronede dage.

Man kan jo sadan set godt forsta, at politikerne heller ikke bryder sig om bindende

folkeafstemninger efter § 20. Hvad stiller man op med en fodslabende befolkning i

det nye Europa, der er under opbygning.

Men, lige meget hvad, vores gode gamle grundlov slar ikke til. Mere og mere

lovgivningsmagt flyder gennem ladeporten til Bruxelles. Samtidig har vi senest med

Metock-sagen kunne konstatere, at EF-domstolen gerne medvirker til, at

nationalstaterne tommes for lovgivningsmassig kompetence. Det

forfatningsmassige ansvar for udviklingen kan placeres hos regeringsmagten,

selvom ogsa Folketinget har et stort medansvar. Under de givne arbejdsbetingelser

har Folketinget imidlertid ikke mulighed for at have hand i hanke med den

forfatningsmassige situation, som er lobet lobsk.

Det ville vare befriende, om man i et amendment - et tillag til grundloven - kunne

skabe et system, der sikrer, at Folketinget ville fa et reelt og afgorende ansvar for

overdragelsen af suveranitet til EU’s organer.

Ole Stig Andersen