Bogø Grundlovsfest
Grundlovstale 2011
Ugebladet Møn                                                   10. juni 2011
af Lars Minor Andersen (nor)

Bogø - et lille smørhul
Årets grundlovstaler, filmmanden Rumle Hammerich, høstede stort bifald for sin lovprisning af øens foreningskultur og grundlovstradition.

Grundlovsfesten på Bogø 2011 vil blive husket som en af de bedste.Vejret var med de flitige arrangører, Grundlovsforeningen, flagene var hejst over hele øen, optoget et af de flotteste i flere år og årets grundlovstaler i Skovpavillonen fik både delt roser ud til Bogø's borgere og meget aktuelt sat det arabiske forår i relation til øens grundlovstraditioner.
- For Bogø er et lille smørhul, hævdede Rumle Hammerich, der som Mønbo er lidt misundelig på Bogø. Det er som om solen skinner mere her, pigerne er kønnere og færgen går til tiden, sagde han.
- Og så har I hundredevis af foreninger, f.eks krolfforeningen, hvor der både spilles kroket og golf, sagde Rumle Hammerich,


 Hele verden ville blive et bedre sted, hvis tingene gik for sig, som de gør på Bogø, sagde Rumle Hammerich i sin grundlovstale.

der også mente, at der var flere jolleforeninger end joller på øen.

Derfor ville hele verden blive et bedre sted at være, hvis tingene gik for sig, som på Bogø.
Måske er det fordi I har denne tradition, at I nu for ethundrede og tolvte gang husker at holde Grundloven i hævd og fejre dens privilegier - frihed, lighed og demokrati - sagde Rumle Hammerich

Han så iøvrigt en parallel til det arabiske forår, hvor de kæmper for nøjagtig det samme sysemskifte, som vi gjorde for 162 år siden, da Grundloven blev indført. Og han syntes derfor det var på sin plads at sende dem en varm tanke, for det er en lang og uvejsom rejse, der venter dem ligesom det var det for danskerne omend i en anden og mindre målestok.
Og nok så vigtigt:
- Selv om en militær intervention kan skubbe til udviklingen mod demokrati, så kan demokrati kun opstå fra folket selv. Det viser historien os, understregede årets grundlovstaler, der også pegede på, at vi risikerer at miste demokratiet, hvis vi tager det for givet og synker hen i apati og ligegyldighed over for dets værdier.
Vi har det kun så længe vi lever det og fornyr det. Så længe vi diskuterer, argumenterer, agiterer, stiller op, hjælper og forbedrer.
Det er Bogø et godt eksempel på, sagde Rumle Hammerich, der sluttede sin tale med at bede forsamlingen udbringe tre lange og tre korte hurra'er for demokratiet - og for Bogø. Han havde nemlig ladet sig fortælle, at hurra'et er et gammelt husarkampråb.
- Og demokratiet skal der kæmpes for, hvor man end er, var hans udgangsreplik.
                                                                                                    nor